Årets arbejdsmiljørepræsentant 2012

Skrevet d. maj 1, 2012

SAA( Samarbejdet Arbejdere og Akademikere) i Århus har på sit årsmøde d. 21. april udnævnt  årets  arbejdsmiljørepræsentant.  Det blev Houman Khakpour fra FOA Århus og ansat i Busselskabet Århus Sporveje.

saa diplom 2012 _Hvorfor Houman Khakpour?
Houman arbejder som buschauffør i Busselskabet Århus Sporveje, som er en
stor virksomhed med ca.  720 ansatte og heraf 650 buschauffører. Houman er
født i Teheran, Iran i 1969 og kom i 1988 til Danmark som flygtning fra
krigen mellem Irak og Iran. han var dengang 19 år gammel. Han kom på
sprogskole, og gik i gang med at uddanne sig. Han tog studenterkursus på
Århus Akademi, stiftede familie og begyndte hos Århus Sporveje i 1998.

Han har kørt på næsten alle busruter og blev i 2008 valgt som
arbejdsmiljørepræsentant af sine kolleger. Houman fortæller at han fik lyst
til at stille op som arbejdsmiljørepræsentant for at vise at han er en aktiv
medborger i det danske samfund. Og for at være med til at give de mange
nydanskere en stemme så de bliver anerkendt og respekteret. Der er her sket
en positiv udvikling siger Houman og der er i dag kun få hændelser med
diskrimination på arbejdspladsen. Der er fokus på mangfoldighed i firmaet,
som i dag er en arbejdsplads hvor over 30 % er chauffører med anden etnisk
baggrund end dansk.

Og når det gælder arbejdsmiljøet, er der brug for aktivitet for at sikre
chaufførerne mod psykisk og fysisk nedslidning. Houman kan her bygge på
solid forskning som siger at chauffører ligger højt med hensyn til stress og
hjerte-karsygdomme. Årsagerne er kendte ligesom der også ligger anbefalinger
fra både branchearbejdsmiljøråd og Arbejdstilsyn om, hvordan man planlægger
og tilrettelægger chaufførarbejde, så det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

I en tid hvor udlicitering og privatisering er en realitet, er der brug for
aktive arbejdsmiljørepræsentanter som står vagt om sikkerhed og sundhed.

Hans fagforening FOA, Århus Afd. har givet ham deres bedste anbefalinger som
årets arbejdsmiljø-repræsentant, og siger bla:

“Busselskabet har gennem de seneste 6 år været igennem en stor
omstillingsproces med fokus på udlicitering og privatisering. Erfaringer
viser imidlertid, at udlicitering også er en udfordring for demokratiet.
Markedsvilkår medfører oftest konkurrence på løn- og arbejdsforhold.

En sådan udvikling stiller store krav til arbejdsmiljørepræsentanterne- både
på det personlige plan og i forhold til med- og modspillet med
arbejdsgiverne for et sundt arbejdsmiljø.

Houman viser i sit daglige arbejde som arbejdsmiljørepræsentant, at
koblingen mellem en iransk indvandrerbaggrund og uddannelse og en
arbejdsplads, som tit lader hånt om almindelig anstændighed, er en styrke
som giver en robusthed til at kæmpe for sunde og anstændige arbejdsforhold,
ligegyldigt om vi snakker om vagtplanlægning, nye busser, problemer med
ABS-bremser, genskin i forruderne på busserne, sygeforløb eller
arbejdsskader og voldsproblematikken.
Houman viser på det personlige plan, at begrebet arbejdsmiljørepræsentant
også dækker over et kollegialt tillids-begreb, som betyder at mange kolleger
kontakter ham, med store og små problemer i deres hverdag, som isoleret set
måske ikke falder klarest ind under begrebet arbejdsmiljø, men hvor de i
tillid til hans fortrolighed beder om hjælp.
FOA Århus kan varmt anbefale Houman Khakpour som årets
arbejdsmiljørepræsentant – han fortjener det.”(citat slut).

Samarbejdet Arbejdere og Akademikere vil ønske Houman Khakpour til lykke og
al mulig opbakning til hans fortsatte faglige arbejde.

På vegne af Samarbejdet Arbejdere og Akademikere(SAA)
www.arbejderakademiker.dk

Kit Aastrup, formand
Tlf: 22508742
Kit.aastrup@gmail.com